Jeg hedder Sofie Münster og det er mig, der står bag NOPA – magasinet Nordic Parenting og webshoppen ShopNOPA.

Siden 2016 har Nordic Parenting været et magasin for forældre, der gerne vil være klogere. Og siden 2017 har ShopNOPA været stedet, hvor forældre kunne både finde godt legetøj og flot udstyr til børneværelset. Derudover rummer aktiviteterne i NOPA også foredrag og kurser for forældre og fagprofessionelle og udgivelser bl.a. de to bestsellere ”Klog er noget, man øver sig på” fra 2016 og ”Kærlighed er ikke nok” fra 2017.

Alle aktiviteterne i NOPA tager udgangspunkt i det samme: En ide om en barndom, der er fri og fyldt med leg. Om familier, der skaber trygge ankerpunkter i livet. Om nære relationer mellem børn og forældre, der bygger lige så meget på tillid og tryghed som på tydelige krav og forventninger.

Alt i NOPA forsøger derudover at forene to ting: det vi ved og det vi står for. Den nyeste forskning formidlet med et børnesyn, der ligger i forlængelse af nogle klare værdier. Børneopdragelse handler nemlig ikke kun om at vide, hvad forskerne siger – det handler også om at gøre det, man tror på.

Det her tror vi på:

Det man kan selv, skal man selv. Vi tør godt lade vores børn udforske verden på egen hånd, for vi tror på, at børn vokser af selvstændighed og ansvar. Forventninger viser vores børn, at vi tror på deres potentiale.

Drenge har også følelser, piger har også ambitioner. Børns muligheder skal ikke afhænge af deres køn, og vores opdragelse skal lære dem at være mennesker, der tør stå ved den, de er.

Vi lader børn “fejle sig frem”. Vi værner om modet til at ramme ved siden af og lægger større vægt på den indsats, de leverer end på de resultater, de præsterer.

Børn er bedst sammen – og de har brug for hinanden. Det er – altid – lige så vigtigt at være en god ven, som det er at være en dygtig elev.

Vi tror ikke på skammekroge eller stuearrest. Vi behøver hverken skælde ud eller straffe vores børn for at træde i karakter som forældre.

En lang barndom er en god barndom. Vi skal turde lade vores børn dyrke legen og deres frie fantasi så længe som overhovedet muligt.

De, der kender os, vil kunne genkende disse seks værdier. De går igen i både artikler, bøger og foredrag, og det er dem, der er rettesnoren for alle aktiviteterne i NOPA.

De, der kender os, vil kunne genkende disse seks værdier. De går igen i både artikler, bøger og foredrag, og det er dem, der er rettesnoren for alle aktiviteterne i NOPA.

I magasinet, hvor målet fra starten har været at formidle forskning om børns udvikling på en konkret og anvendelig måde, som forældre kan bruge i deres hverdag. At magasinet på kort tid blev et af Danmarks største sites for forældre, så jeg som et tegn på en stor efterspørgsel efter viden og forskningsbaserede råd, og derfor er det fortsat det, der er i centrum af alle mine artikler på Nordic Parenting. Magasinet har været gratis siden dag 1 og det er der ingen planer om at ændre på.

På samme måde bygger ShopNOPA på viden om børns leg og udvikling. Konkret og anvendeligt formidlet, så det er nemt at vælge lige præcis de produkter, der passer til ens eget barns interesser og behov. 

Det svære er nemlig ikke at finde godt legetøj. Med titusindvis af muligheder er det, der er svært faktisk at vælge det rigtige. Derfor har vi heller ikke alt. Men vi kigget på meget - og valgt det bedste. Resten lader vi være op til den, der kender barnet bedst - nemlig dig.

Ligesom på nordicparenting.dk vil du altså også kunne finde artikler på shopnopa.dk, men primært af den slags, der giver håndgribelig og anvendelige råd til hvilket legetøj dit 1-årige barn er klar til, hvordan du indretter en god legezone til en baby, der er ved at lære at sidde, og hvordan du kommer i mål med fx en flot paraben-fri vampyrmake-up til Halloween. Relevante artikler, som først og fremmest sætter dig i stand til at træffe nogle kvalificerede valg om hvad du køber til dine børn – men som også fungerer som uhøjtidelig inspiration til, hvordan man kan bruge de produkter, vi sælger. 

Udover godt og sjovt legetøj sælger vi en række produkter, som kan sætte rammerne for nogle gode aktiviteter mellem børn og forældre. Drager og termokander til skovture om efteråret, møbler og indretning, der kan gøre børneværelset hyggeligt, samt bløde badehåndklæder og lækkert nattøj til en hyggelig putterutine. Groft sagt, alle de ting jeg enten selv har købt eller har haft lyst til at købe til mine egne børn.

Hvis du synes, der er noget vi mangler, har overset, eller hvis du har forslag til nye aktiviteter i NOPA, er du altid velkommen til at skrive til os på kontakt@nordicparenting.dk.

Velkommen til NOPA – og rigtig god fornøjelse!