DEPOSITUM - 2-årig overbygningsuddannelse til par-, forældre- og familieterapeut

10.000 kr
Lev. 1-3 dage | Fri fragt > 499,-

OPSTART 6. SEPTEMBER 2024

Du skal ansøge om optagelse inden du kan melde dig til vores 2-årige overbygningsuddannelse til par-, forældre- og familieterapeut.

Optagelse på vores 2-årige overbygningsuddannelse kræver, at du i forvejen har en relevant baggrund, dvs. enten en uddannelse inden for området eller tilsvarende erfaringer fra arbejdet med børn, unge eller familier. Eksempler på uddannelser, der er umiddelbart adgangsgivende, er pædagog, lærer, psykoterapeut, socialrådgiver, sygeplejerske, psykolog eller lign. Eksempler på erfaringer, der kan træde i stedet for en uddannelse, er en længere årrække med praktisk erhvervserfaring i et job med direkte kontakt med børn og/eller familier.

Du ansøger om optagelse på uddannelsen ved at sende en mail til os med følgende:

  • En kortfattet motivation, der beskriver dit mål med at tage uddannelsen
  • Dit CV
  • Bevis for uddannelsesbaggrund

Pladserne på holdet bliver tildelt kvalificerede ansøgere i den rækkefølge, som ansøgningerne kommer ind. Når vi har gennemgået din ansøgning, vil du blive kontaktet for en videre drøftelse af din optagelse på uddannelsen. Du modtager tilbud om optagelse på uddannelsen via email. Sammen med dit optagelsesbrev vil du modtage en faktura og en uddannelseskontrakt. Din plads på uddannelsen er sikret, når du har returneret kontrakten i underskrevet stand og vi har modtaget din betaling (se mulighederne nedenfor).

Betaler du med EAN-nummer (offentlige virksomheder), fakturerer vi hele uddannelsens pris samlet.

 

OM UDDANNELSEN

NOPA Pros lange uddannelser lærer dig at arbejde med nære relationer på alle niveauer.

På NOPA Pros 2-årige overbygningsuddannelse bliver du certificeret familie-, par- og forældreterapeut. Du bliver grundigt uddannet i de komplekse psykologiske mekanismer, der hersker i en familie, bliver trænet i at genkende dem og lærer at lægge en plan for hvordan og hvor i familien du skal starte, for at løsne op for problemerne. Uddannelsen er for dig, der enten allerede arbejder terapeutisk men som gerne vil kunne arbejde endnu mere effektivt med familier; for dig, der har arbejdet med børn og familier i en årrække og som gerne vil kunne gå mere i dybden i din kontakt med børn og familier; og for dig, der drømmer om at bruge dine mange års erfaringer fra sektoren til at skabe et nyt arbejdsliv som selvstændig terapeut med fokus på trivsel og familieliv. Uddannelsen er også for dig, der er uddannet psykolog, men som savner konkrete værktøjer og teknikker, der kan gøre dit kliniske arbejde med familier mere effektivt. 

Hvis arbejdet med familier skal være effektivt, kræver det, at vi er klædt på til at arbejde med nære relationer på alle niveauer.  

I parterapien arbejder vi med den intime relation mellem familiens voksne. Det er normalt, at vores første mål for det arbejde er at genetablere en følelsesmæssig tryghed, så de igen føler sig forbundne og i stand til at håndtere sårbarhed hos både dem selv og deres partner – en vej der kan være både lang, krævende og kompleks. Vi arbejder med at identificere, hvilke strategier parterne hver især bruger i forsøget på at passe på relationen, og hvordan dette ikke bare har rødder i relationen her og nu, men også er formet af de erfaringer, de hver især har med nære relationer. I bund og grund handler det om at erstatte defensive og reaktive interaktionsmønstre med mere sårbare samtaler, der hjælper parret til at nærme sig hinanden. 

I forældreterapien arbejder vi med den følelsesmæssige forbindelse mellem barnet og forældrene og de dynamikker, der udfordrer den. Vi fokuserer på at folde de mange lag i familiens mønstre ud, så vi kan forstå, hvor adfærden og reaktionerne kommer fra, og vi finder veje til at bryde vedligeholdende cirkler, så det bliver tydeligere, hvor de svære dynamikker starter og hvor det er muligt at gøre noget andet. Vi skaber forbindelsen mellem de problemer, forældrene oplever her og nu og deres tidligere erfaringer, så de bliver bevidste om deres triggerpunkter, og hvad de kan gøre for at håndtere de følelser et barns store og små udfordringer kan vække, og vi lærer dem, hvordan de kan styrke det, vi kalder “omsorgsalliancen”: Et følelsesmæssigt rum for regulering af de voksnes egne følelser, som gør at barnet ikke bliver gjort ansvarlig for de voksnes triggere og den følelsesmæssige bagage, de har med sig. 

Familieterapien viser os, hvordan familiens udfordringer ser ud i børnehøjde, og hvordan vi kan overføre det vi ser til hverdagen i familien. Her arbejder vi bl.a. ved direkte at involvere barnet på en måde, som er udviklingsmæssigt passende – nogle gange alene, andre gange sammen med de voksne. Familieterapien hjælper os altså både til at føje endnu et lag til vores forståelse af, hvad der sker i samspillet i familien, og den giver os nogle nye veje ind i samtalerne med familiens voksne medlemmer. I familieterapien lærer man at være mere fri og kreativ i arbejdet, for det er kun ved at være mere legende og eksperimenterende, at vi kan skabe en ramme, som er reelt tryg for barnet. 

Med fødderne på et solidt teoretisk fundament og alle disse tre discipliner i din værktøjskasse, bliver du i stand til at danne dig et meget bredt billede af familiens dynamikker og udfordringer, og efterhånden som dine terapeutiske erfaringer vokser, bliver du i stand til at tilpasse dine terapeutiske teknikker og interventioner – både til det, der er sket mellem dine klienter siden sidste session og til det, der sker i rummet lige foran dig.

Her lærer du at arbejde terapeutisk med de allermest nære, personlige relationer inden for familiens ramme, og du lærer også, hvordan du kan gå til arbejdet som terapeut på en måde, der sikrer, at du fortsætter med at udvikle dig fagligt og blive stadigt mere effektiv i dine interventioner henover de næste mange år. Uddannelsen er tilrettelagt, som et intensivt efteruddannelsesforløb, hvor alle kommer med en relevant baggrund, og vi derfor kan gøre dig klar til at arbejde som familie-, forældre- og parterapeut allerede efter to år. Samtidig får du mulighed for at blive en del af vores terapeutnetværk, som vi henviser klienter fra vores venteliste til. 

Selvom det faglige niveau er højt og uddannelsen – udover en relevant uddannelsesbaggrund eller erhvervserfaring – forudsætter et stærkt ønske om at lære en masse nyt og spændende stof om psykologi og familier, så er stoffet formidlet og uddannelsen tilrettelagt, så du kan følge den ved siden af et travlt arbejds- og familieliv.

    Hvis du mangler hjælp eller har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på shop@shopnopa.dk. Vi bestræber os på at svare inden for 24 timer.

    Tidligere viste produkter