Masterclass i forældreterapi
Lev. 1-3 dage | Fri fragt > 499,-
1.-4. februar 2024. UDSOLGT.
16-19. april 2024. UDSOLGT.
12-15. juni 2024. UDSOLGT.
13-16. november 2024. UDSOLGT.
26. februar-1. marts 2025. LEDIGE PLADSER
På masterclassen lærer du alle de grundlæggende terapeutiske greb i forældreterapien at kende. Du får et godt overblik over det teoretiske og forskningsmæssige fundament under forældreterapien, og du bliver introduceret til en række af de forskellige metoder og teknikker, som Sofie selv bruger, når hun arbejder med forældre. Du lærer også en række greb, der hjælper dig til at undgå “rådgiverfælden” og fastholde et egentligt terapeutisk fokus i dine sessioner.
Masterclassen er målrettet fagpersoner, der enten allerede arbejder eller ønsker at arbejde med familier i en terapeutisk kontekst, eller som af andre årsager har en særlig interesse i de komplekse og helt særegne dynamikker, der præger livet i en familie.
Forældreterapi er en anden måde at arbejde med børn og familier på, der udmærker sig ved at den søger at skabe forandringer for nogen, der ikke er til stede i rummet med os.
Forældreterapiens grundantagelse er, at børn er “symptombærere” for deres omgivelser. Det betyder kort fortalt, at uanset hvor mange udfordringer vi forældre oplever i samspillet med vores børn, så er børnene aldrig problemet – de viser os problemet.
Tilgangen bygger på det moderne trivselssyn og gør dermed op med den klassiske forankring af psykopatologi hos individet. I stedet for at spørge “hvad er der galt med dig?”, spørger vi i stedet “hvad er der sket omkring dig, som du har været nødt til at tilpasse dig?”.
Forældreterapien adskiller sig fra familieterapien ved udelukkende at arbejde med de voksne. Og modsat klassisk parterapi, der alene fokuserer på relationen mellem de voksne, søger forældreterapien at forandre dynamikkerne i hele familiens net af relationer.
Forældreterapien forener tre afgørende forudsætninger for forandring:
Forudsætning #1: Vi skal forstå børn før vi forsøger at forandre dem
Forældreterapiens fokus på de voksne hviler på det veldokumenterede psykologiske fænomen, som kaldes “tilpasningsstrategier” – at børn tilpasser sig til deres forældre, fordi de er afhængige af deres omsorg. Det betyder i praksis, at man kan påvirke børns adfærd – og endda forbedre deres trivsel – ved alene at arbejde med de voksne. Forældreterapiens fokus på de voksne er tilmed også mere effektivt, fordi det stort set altid er os forældre, der har den største motivation for forandring – drevet af en bevidsthed om alle de ting, der ikke fungerer i familien – mens det for barnet mest bare er den hverdag, det kender. Og endelig har det den klare fordel, at barnet – som jo ikke er en del af terapiforløbet – undgår at føle sig forkert eller ansvarlig for familiens udfordringer.
Forudsætning #2: Symptomer skal ses som en døråbning til barnets inderside
Når børn fx bliver udadreagerende eller kravafvisende, så er det en tilpasning på en oplevet ubalance i barnets nære miljø. I stedet for at se et barns symptomer som et produkt af en underliggende sygelighed, skal vi se dem som reaktioner på noget, barnet har svært ved at håndtere. I stedet for at bekæmpe symptomerne, skal vi lytte til hvad de fortæller os. Symptomer er funktioner. En døråbning til barnets inderside og en invitation til at træde indenfor.
Forudsætning #3: De(n) voksnes følelser skal reguleres uafhængigt af børnene
Det er familiens voksne, der sætter stemningen i familien. Deres evne til at regulere de følelsesmæssige op- og nedture, som er en naturlig del af at skabe en familie, er helt afgørende for hvordan børnene trives. Psykologer taler om det, man kalder “omsorgsalliancen” som noget, der eksisterer ved siden af forældrenes intime relation – et fællesskab eller et “rum” man kan opsøge, når man har brug for støtte. En forælders evne til at regulere sine følelser forud for et møde med barnet er afgørende for den voksnes evne til at mentalisere – at kunne se sig selv udefra og barnet indefra – og mentalisering er igen helt afgørende for den voksnes mulighed for at etablere den følelsesmæssige nærhed, der skal til for at møde og regulere barnets følelser.
Masterclassen er for dig, der gerne vil forstå både børn og voksnes adfærd, følelser og trivsel i lyset af deres måde at indgå med hinanden på. Den er relevant for dig, der allerede arbejder med forældre, men også for dig, der måske overvejer at skifte karrierespor og gerne vil snuse til forældreterapi, parterapi og familieterapi.
Masterclassen afvikles fysisk over fire dage i Nordic Parentings egne lyse og smukke lokaler i Indre By i København.
Prisen er 7.996,- eks. moms og inkluderer forplejning alle dage.
Du kan få et kursusbevis, der dokumenterer din deltagelse og masterclassens indhold, når du har deltaget fuldt på alle masterclassens fire dage.
Læs mere om vilkår og betingelser for dit køb her.
Der er ganske få pladser på hvert hold.
Forløbet inkluderer:
- Fire dages undervisning og træning i vores egne smukke og lyse lokaler i København K
- Datoerne for masterclassen er 26. februar-1. marts 2025 (onsdag-lørdag) – alle dage fra kl. 9-16
- Underviser på alle fire dage er psykolog Sofie Münster
- Masterclassen er en kombination af undervisning, terapi cases og break-outs med fokuseret træning og feedback i helt små grupper
- Du får en manual med konkrete værktøjer, som du kan tage direkte med hjem og bruge i dit eget arbejde
- Du får et personligt kursusbevis, der dokumenterer din deltagelse på kurset
- Forplejning alle dage, som består af en let morgenmad, en lækker og ukompliceret frokost, og lidt sødt op ad eftermiddagen samt frisklavet danskvand, kaffe og the hele dagen
Masterclassen er for dig, hvis du:
- Arbejder med børn og forældre og gerne vil lære nye værktøjer, der kan gøre dit arbejde med dem endnu mere effektivt
- Er terapeut eller psykolog og arbejder med forældre i en terapeutisk ramme og ønsker at blive inspireret af en anden tilgang til dynamikkerne i familien
- Arbejder som forældrerådgiver og gerne vil blive bedre til arbejde med et mere terapeutisk sigte
- Vil lære, hvordan du kan omsætte nyere tilknytningsteori og mentaliseringsteori til en konkret måde at arbejde med forældre på
- Er lærer, pædagog, sagsbehandler eller lignende, og gerne vil forstå de mekanikker, der påvirker de familier og børn, du arbejder med endnu bedre
- Vil lære, hvordan man i praksis arbejder med et moderne trivselssyn, der hviler på fem grundlæggende principper:
-
Børn er symptombærere for deres omgivelser – de er ikke problemet, men de viser os problemet
-
Det, vi ser, som et problem, er ofte barnets løsning – derfor må vi forstå børn, før vi forsøger at ændre dem
-
Børn skal tages alvorligt – ikke bogstaveligt
-
Hvis vi vil have børnene til at gøre noget andet, skal vi voksne selv gøre noget andet
-
Hvis vi arbejder med alt, kan vi ikke forandre noget – derfor arbejder vi altid med det vigtigste problem først.